Fagene i verden

Det professionsrettede HF

Med en HF-uddannelse målretter du dit uddannelsesforløb i retning af erhvervsakademi- og professionsbacheloruddannelserne. Dette vil du i praksis opleve på den måde, at der i fagene vil være professionsrettet toning. Dette betyder, at du vil blive præsenteret for konkrete og virkelighedsnære problemstillinger i fagene.

Du vil møde professionsretningen både i forbindelse praktisk 'feltarbejde' og i forbindelse med den teoretiske undervisning, men særligt i forbindelse med de 4 PP-forløb. I PP-forløbene skal du arbejde med karrierelæring, hvor du bliver 'klædt på' til at træffe dit fremtidige uddannelsesvalg.

I 2HF følger du en fagpakke, som giver dig mulighed for at fordybe dig i en række fag, du selv har valgt. Der lægges i fagpakken vægt på såvel det teoretiske som det professionsrettede, herunder fagenes anvendelse i relation til uddannelse og job.