Samarbejde
Fremlæggelse
En mundtlig fremlæggelse er en faglig præsentation af noget – fx resultatet af et gruppearbejde – hvor der er arbejdet med faglige spørgsmål eller problemstillinger. Det kan også være et forslag, der lægger op til en faglig samtale om emnet eller problemet, der er arbejdet med. Også mundtlige prøver indledes typisk med en mundtlig fremlæggelse eller et mundtligt oplæg fra eleven.
Den gode fremlæggelse
Som i al kommunikation er hensigten med fremlæggelsen at få modtageren til at forstå, hvad du siger og tro på det, du siger. Det kræver
Faglig viden om det, du skal fremlægge - så du både kan fremstå troværdig i fremlæggelsen og i en faglig samtale om det, du har formidlet - fx til eksamen. Undervejs i arbejdet anvender du derfor faglig læsning, hvor du tager noter og laver hurtigskrivning.
Klar struktur - så du kan give et overblik over det, du fremlægger og få dine tilhørere til at følge dine 'mellemregninger'. Fremlæggelsen skal have et klart fokus og ofte struktureres i afsnit.
Klart og præcist sprog. Sproget skal passe til emnet og den situation, du fremlægger i. I skolesammenhæng betyder det, at du bruger relevante faglige begreber og fremstillingsformer - dog ikke ord eller begreber, du ikke forstår. Måske får du brug for at definere ord, dine tilhørere ikke forstår betydningen af. Også kropssproget har betydning - kroppen børe "tale med" - fx ved at du 'er på' og har øjenkontakt med dem, du taler til. Ofte er dette ikke kun underviseren.
Skærmpræsentation
Det er ofte en god ide, at anvende en skærmpræsentation i forbindelse med fremlæggelse. Det kan være Google Slides, Powerpoint eller lignende. Ved at følge linket til højre, kan du finde nogle gode råd til anvendelse af skærmpræsentation.
Gruppefremlæggelse
Når du fremlægger i undervisningen, er det ofte sammen med andre i en gruppe. Ved at følge linket til højre, kan du finde nogle gode råd til gruppefremlæggelser.
Gode råd når du laver et talepapir
- Hold dig til stikord, så du undgår oplæsning undervejs.
- Skriv stort, så du kan læse dine stikord på afstand.